U(ge)oversigt 12

Af : Alfred Winther Groth

U19

AC Horsens 3 – 2 FC Roskile

67’ 0-1, Magnus Winther

71’ 0-2, Mathias Rehder

71’ 1-2, Frederik Jørgensen

90’ 2-2, Thomas Rohde

90’ 3-2, Rasmus Grove Larsen

På en lørdag hvor alle de andre resultater i U19 Divisionen flaskede sig, fik de unge Ørne gummivinger i Horsens og smed muligheden for at nuppe førstepladsen foran både AB og Randers Freja. Nederlaget kom noget overraskende efter en kamp med stort overtag og solidt spil, hvor der var ingen tvivl om, at FC Roskilde var banens bedste hold. Men kort efter uret havde passeret 90 minutter, hakkede værternes Rohde et drømmespark i kassen bag en prisgivet Sebastian Blynov i FC Roskilde-målet. Det satte gang i Horsens, der i en af kampens sidste aktioner hentede alle tre point..

U17

Der var ingen kampe i U17 Divisionen i denne runde, da trænerne for alle rækkens hold var til fællessamling.

U17 Future

FC Roskilde 3 – 1 Brøndby IF

2’ 1-0, Benjamin Riisager

14’ 2-0, Jonathan Bolvig-Frøkjær

26’ 3-0, Pouya Azimi

57’ 3-1

Da U17 Future-drengene løb på banen, var der ingen tvivl om, at de havde glædet sig noget så afsindigt til at komme i gang med foråret. De var det sidste hold af unge Ørne, der endnu ikke havde taget hul på sæsonen før søndagens opgør. Og hvilken kamp! Selveste Brøndby IF var på besøg, men kunne hurtigt være taget hjem, da der blev gjort kort proces. Efter blot 2 minutter bragte landsholdsakutelle Benjamin Riisager os på sejrskurs – og ingen så sig tilbage derefter. Flot præstation af drengene, der fik den bedste start på foråret.

U15

FC Roskilde 1 – 0 HB Køge

41’ 1-0, Praygod Pallangyo

Der var lagt op til drama i Ørnereden, da lokalrivalerne fra HB Køge kom på besøg til ugens U15-kamp. Det blev hurtigt tydeligt, at det var Ørnene der dominerede hjemmebanefortet. I både første og anden halvleg var der gaveregn på gæsternes halvdel, hvor drengene med flotte kombinationer og god teknik knoklede sig frem til den ene chance efter den anden. Men vi skulle seks minutter ind i anden halvleg, før brandvarme ”Pray” fik scoret og sikret os alle tre point. En flot præstation, der betyder, at drengene har vundet de to første kampe uden at lukke mål ind.

U14

FC Roskilde 1 – 2 Farum BK

Efter sidste uges ærgerlige nederlag til FC Københavns moderklub KB, var der alt at revanchere lørdag for U14-drengene. FC Nordsjællands Farum BK kom på besøg, og her skulle vores unge talenter forsøge at måle sig med nogle af landets absolut bedste. Men til trods for god fight og den helt rigtige indstilling, så ramte drengene ikke dagen og måtte se sig slået.

U13

Farum BK 9 – 0 FC Roskilde

Ligesom vores U14-drenge, så skulle U13 også op mod FC Nordsjællands moderklub Farum BK. Fortegnene var dog her omvendt, hvor Farum BK bød op til dans i det nordsjællandske. Det blev dog en noget mere ensidig forestilling end forventet. 9-0 taler sit eget sprog, og det behøver vi ikke gå mere i dybden med.