Nye ansigter i ungdomsafdelingen

Af: Alfred Winther Groth

Mandag aften blev tre nye bekendtskaber præsenteret for FC Roskilde Ungdom. Det er tre nye trænere, der på hver sin vis skal være med til at styrke forholdene for ungdomsholdene i den kommende sæson.

Assistenttrænerens erstatning

Den nu tidligere U19- træner Thomas Axel Madsen bliver assistenttræner for 1. Divisionsholdet, hvilket lader en plads åben.
Den overtager 35-årige Metin Celik, der kommer fra en stilling som U14-træner i AB. Celik har dog rig erfaring med de ældre årgange, hvor han har stået i spidsen for BK Frems U19-hold og været involveret i Odense Boldklubs Superliga-trup. Det er således en yderst kompetent herre, der kommer til klubben:

  • Metin er en utrolig passioneret og fagligt kompetent herre, siger Head of Coaching Per Henning Jensen,

  • Han virker utrolig engageret og har allerede mange års erfaring. Hans primære fokus skal være at være med til at flytte og forberede spillerne til 1. Divisionsholdet. Han har allerede vist, at han er god til at udvikle spillere. En meget målrettet mand.

Læs mere her: http://www.fc-roskilde.dk/0306-u19-trner-forfremmet-til-assistenttrner-p-1-divisionsholdet

Ny U17-træner

Derudover får den næstældste årgang tilknyttet en ny træner. Mustafa Baskaya bliver således tilknyttet trænerteamet og skal assistere U17-cheftræner Mark Jensen. Baskaya kommer med en fortid fra Ishøj IF, hvor han har ledet klubbens årgang 2004 gennem tre år:

  • Mustafa har ført holdet op gjort og virkelig vist sig som en god træner. En af hans største bedrifter i Ishøj har været at hæve niveauet hos de spillere, der ligger lige under de bedste. Det er noget af det, vi også håber at se her i klubben, siger Per Henning Jensen.

Nemmere transition til elitefodbold

Det tredje nye ansigt, der blev præsenteret mandag er den tidligere U15-træner i HB Køge, Per Clausen. Han skal fremover være ungdomsudviklingstræner i klubben. Det indebærer et stort ansvar for alle årgange fra U10 – U14. Her skal han i samspil med trænerne være med til at implementere klubbens spillestil og værdier. Således skal transitionen fra ungdomsbold hos RB1906 til elitefodbold hos FC Roskilde gøres lettere og mere naturlig for drengene.